Nyheder

Nilans historie

Nilan bliver grundlagt i 1974 i Vejle af Jørn Nielsen og Torben Andersen. Det er også de to grundlæggere, der har lagt efternavn til vores firmanavn. Allerede året efter bliver luft/vand varmepumpen lanceret.

Der går ikke mange år før Torben Andersen vil afprøve om vingerne kan bære i udlandet og Nilan bliver i 1980 etableret i Finland, Østrig, Canada og USA. Det kunne de og Nilan har op gennem 90’erne og 00’erne høstet mange priser og stor succes i bl.a. USA og Canada.  

I 1985 ser en helt ny fabrik i Hedensted dagens lys og det er fortsat de rammer vi befinder os i den dag i dag.
 
Dog er der sket udvidelser gennem årene - første gang allerede i 1988 og efterfølgende bl.a. i 1997, hvor ca. 4.000 m2 blev tilført de eksisterende ca. 6.000 m2 og dermed fordoblede produktionsarealet. Senest i 2021 er nabogrunden blevet tilkøbt, og planlægningen af den største udvidelse i Nilans historie kan påbegyndes.

Den hastige vækst bliver også bemærket under hjemlige himmelstrøg og i både 1999 og 2000 bliver Nilan kåret som Gazelle-virksomhed - en ære, der tildeles virksomheder, som minimum har fordoblet sin omsætning over en fireårig periode.

Ledelsen er derudover stolte af i 2000 at få kredit-ratingen AAA, der over for omverdenen og kunderne vidner om en sund økonomisk virksomhed.